Det bildte jeg mig selv ind

Det er som om ting kommer i stimer. Lige nu møder jeg en masse der bliver skilt, bearbejder deres skilsmisse, bliver ramt af andres skilsmisse, børn i alle størrelser som kommer i klemme.

 

 

Og så spurgte en veninde mig igår…. hvad skete der med dig, da din eksmand var dig utro?

 

 

Det fik mig til at tænke, og se meget klart på det nu, mange år efter. Jeg startede med at bilde mig selv ind, at jeg var sgu også en sur kælling. For det var jeg, og det fik jeg sandelig også at vide. Men hvorfor var jeg det, for det var jeg mest når jeg var hjemme. Hmm… Der var bare ingen der sagde, at det er klart, når du har en mand som afviser dig hele tiden. Som satte mig bagerst i køen efter andre mennesker og alt andet.

 

 

Jeg kunne jo godt mærke at der var noget i vejen med vores forhold. Jeg havde gået på kompromis i mange år, med hvor meget kærlighed og opmærksomhed jeg egentlig “fortjente”. Jeg er vokset op i et voldeligt hjem, og i mit forhold fik jeg jo ikke tæsk. Mit udgangspunkt for hvad jeg ville finde mig i. Så jeg prøvede at lukke det ned, det jeg mærkede. Savnet, manglende engagement fra min mand, ensomhedsfølelsen, mangel på kærlighed.

 

 

Og for at gøre det måtte jeg spise usundt, se kedeligt tv, bedøve mig. Og alligevel knoklede jeg rundt, både inde i og uden på, for at finde en løsning, for jeg ville så gerne at det skulle lykkes. Jeg ville så gerne blive set. Blive rørt. Jeg knoklede virkelig. Men det var umuligt.

 

Så jeg gav mig selv skylden…. jeg bildte mig selv ind at jeg jo heller ikke var pæn nok, tynd nok, god nok. Jeg måtte nok give lidt mere plads til ham. Så jeg passede mit og han passede sit.

 

En dag opdagede jeg det. Og det skøre… jeg opdagede det inde i mig. En aften, klokkeklart i min hjerne og krop vidste jeg det. Han er mig utro. Det er ikke mig. Det er derfor det er umuligt.

 

 

Det er ham der er utro.

 

 

Jeg sagde sætningen til ham “du er mig utro, og jeg ved det”. Og så lagde jeg mig ned og sov.

 

Ja jeg ved det… alligevel prøvede jeg. Prøvede i et par år. Pga fremtiden for vores børn (den gang uoverskuelige fremtid), fordi det gør “man”. Fordi han var jo ked af det. Og så vaklede jeg. Jeg er jo også en sur kælling!

 

Men….. det gik jo ikke.

 

I lang tid havde jeg ikke spist sukker, kager, korn, usunde ting, ikke drukket sodavand, kun rene ting. Jeg var startet med at løbe, gå i sauna. Jeg var hjemme i min krop.

 

Og pludselig var jeg blevet “tynd”, glad og total overskudsagtig. Men jeg fik det stadig ikke.

 

Først der gik det op for mig. Vi passede ikke sammen. Vores værdier var så forskellige. Jeg fik jo stadig ikke det jeg manglede i et kærlighedsforhold.

 

Og forøvrigt…. han var da vist mig utro igen!

Leave a Reply